Siden du SoMe Sidst – December

2020 blev et rigtigt godt år for sociale medier.

Primært båret frem af at mange af os i perioder har været sendt hjem fra arbejde, og vi har brugt Corona-karantænerne super fornuftigt ved at glo lidt mere på skærme. Men også fordi forretninger og kontorer har været lukket, og derfor har flere virksomheder været nødt til at finde nye veje ud til deres kunder. Og de nye veje er belagt med digital markedsføring og de sociale medier.

Her er lidt af højdepunkterne.

TIK TOK blev allemandseje – også på Instagram – og direkte ind i årets julekalender

Foto: dr.dk

TikTok er ikke nyt i 2020, men i Danmark fik vi vores TikTok revolution i år.
Måske fordi ”Bat out of Wuhan” sendte os alle sammen hjem tidligt på året, og vi fik god tid til at udforske mediet. I hvert fald er det sådan i dag, at alle 9-14-årige med respekt for sig selv bruger timevis hver dag på mediet. Også selvom TikTok, ligesom de øvrige sociale medier, har en aldersbegrænsning på 13+.

I løbet af 2020 kunne Instagram så ikke længere stå for fristelsen.
Derfor lancerede det amerikanske brand en billig kopi af en ægte kineser. Instagram kalder deres TikTok-surrogat for Reels. Men det spiller bare ikke rigtig.
Der er flere brugere, der kopierer deres kreative TikToks over i Instagram-feedet, end der er brugere, der skaber noget i Reels. Det må siges at være en klokkeklar fiasko.

I Danmark har vi set et par spæde forsøg på at lave marketing på TikTok.
Men det ér altså lidt en gråzone, når publikummet er så ungt, som det er.
Og det virker bare lidt for boomer-agtigt, når Skoringen forsøger sig med en pinlig medarbejderdans ude foran butikken.
I den mere elegante ende af ”sådan-undgår-du-at-blive-for-boomer-agtig-på-TikTok-skalaen” har vi årets julekalender Julefeber, der lige nu på formidabel vis folder sig ud på DR1.
Et af de store emner i julekalenderen er dans. Dans, som jo også er hovedattraktionen i TikTok-universet. Den kobling har folkene bag julekalenderen grebet på fineste vis og lavet en ”dans-selv-instruktion” til seerne. Og alle videoerne med seernes eget take på Julefeber-dansen, deler de. Godt tænkt og dejligt involverende.

Den amerikanske valgkamp blev nyt fake news lavpunkt

Foto: rawpixel.com

Fake News var stort i 2019. Ikke mindst fordi politikerne blev rigtig dygtige til at kalde alt, hvad de var uenige i for fake news. Selvfølgelig ansporet af Donald Trump som man åbenbart ikke er flov over at gå i bedene.
Eskaleringen af fake news markeringerne stod selvsamme Trump da også for. Under valgkampen blev det så meget for meget, at både Twitter, Instagram og Facebook måtte opfinde nye måder at tackle problemet på.

The story on stories

Foto: rawpixels.com

Stories-formatet stammer oprindeligt fra SnapChat. Efter en lidt lunken og halvlummer begyndelse blev det ret eksplosivt til hvermandseje i 2016.
Som med andre ting så synes Facebook da ikke, at SnapChat skulle bære rundt på alt den succes helt selv. Og derfor fik vi også Stories på Instagram og sidenhen på Facebook. I år kom LinkedIn så med på stories-vognene efterfulgt af Twitter. Nu sidder vi så bare og venter på Pinterest 😉

Faktum er, at de alle sammen har det – men at det kun er en rigtig god forretning for Instagram.
SnapChat er stadig bedre i sin rene form, fordi det er mere legende og nemmere at styre, hvem der skal se hvad.

Instagram har til gengæld formået at give os en sjov og underholdende platform, som de også tjener penge på.
Bevares, der er stadig alt for mange annoncører, der er blinde for, at Instagram-stories er et andet format, end de er vant til. Her kigger jeg f.eks. samtlige ejendomsmæglere dybt i øjnene, men omvendt ser vi også mange lave unikke historier, hvor stories´ mange muligheder bliver brugt kreativt.

Facebooks stories er der bare som et vedhæng til dig, der uploader noget på Instagram.
LinkedIn og Twitter er ikke værd at nævne med andet end denne sætning. Så dårligt og mangelfuldt er det. Og vigtigst af alt. Brugerskaren vil overhovedet ikke have det.

Employee Advocacy

Foto: rawpixels.com

Disciplinen, der handler om at gøre medarbejderne til digitale ambassadører, er måske ikke vokset eksplosivt i 2020. Men den er i hvert fald blevet professionaliseret og sat yderligere i system. Igen er det nemt at hente årsagen i vores allesammens Corona-eventyr.
Som skrevet i indledningen har hjemsendelser og lukkede forretninger og kontorer fået os til at tænke i nye veje. Og når nu vi alligevel alle sammen er blevet tvunget til at logge på Teams og Zoom, så kunne vi da lige så godt udnytte det mindset til også at tale til vores kunder online.Den nye tid er dog ikke kun Coronaens fortjeneste.
Algoritmerne på især Facebook og Instagram er også blevet ubarmhjertige for særligt den del, der foretrækker at poste organisk, og som endnu ikke er kommet i gang med betalt annoncering.
Den reach du som virksomhed opnår på et organisk post, er efterhånden forsvindende lille. Ja, der findes eksempler på det modsatte – men det kræver både ressourcer, dedikerede medarbejdere og et nogenlunde sexet produkt.

En tredje ting der skubber til Employee Advocacy er det faktum, at vi i mindre og mindre grad gider engagere os med et logo eller et brand. Der skal i hvert fald være en vis grad af følelsesmæssigt kendskab til stede, før det sker.

Derfor virker det ekstremt effektivt at lade medarbejderne tale sin sag. På den måde løser du faktisk alle ovenstående tre problemer med et snuptag.
Dog kræver det lige, at organisationen er enige om, hvordan vi gør, hvilke budskaber vi gerne vil have ud, og hvordan vi taler.

Alt det er vi blevet meget skarpere til i 2020. Både hos store og små virksomheder hvor der bliver gået langt mere strategisk til værks med Employee Advocay.

Rigtig glædelig jul!

Skrevet af Peter R. Svejgaard

DIGITAL STRATEG & PLANNER

Få værdifulde indsigter direkte i indbakken

Tilmeld

* skal udfyldes

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *